Flere end tusind personer demonstrerer foran Indenrigsministeriet i Tunesiens hovedstad Tunis, efter at landets førende venstreorienterede oppositionspolitiker, Chokri Belaid, blev myrdet onsdag morgen.
Chokri Belaid blev skudt, da han forlod sit hjem i Tunis, og hans familie anklager Tunesiens regeringsparti, Ennahda med leder Rached Ghannouchi i spidsen, for at stå bag drabet.
- Min bror blev myrdet. Jeg er desperat og deprimeret, siger Abdelmajid Belaid, bror til den myrdede oppositionspolitiker.
Belaid var som leder af oppositionspartiet, Demokratiske Patrioter, en skarp kritiker af Tunesiens regering.
- Jeg anklager Rached Ghannuochi for at myrde min bror, tilføjer broren.
Hustruen til Chokri Belaid fortæller en lokal radiostation, at hendes mand blev ramt af to skud ved attentatet.
Belaids politiske parti er en del af en koalition af partier, som er opstået i opposition til Tunesiens regering og deres måde at styre landet på.
Gennem den sidste tid har der været en stigning i volden i landet næret af politisk og social utilfredshed, og flere af oppositionspartierne og fagforeninger har beskyldt de pro-islamister for at orkestrere sammenstød eller angreb mod dem.
/ritzau/AFP