Verdens nok bedste højreback Dani Alves har efter særdeles langstrakte forhandlinger forlænget sin kontrakt med storklubben FC Barcelona.
Det forlyder ikke, hvad brasilianeren får ud af sin underskrift i kroner og øre. Kontrakten løber frem til sommeren 2015.
Tovtrækkeriet mellem klub og spiller bølgede frem og tilbage i månedsvis, fordi Alves ville have sin løn op på niveau med klubbens øvrige profiler. Men nu er parterne altså nået til enighed.
"Forhandlingerne var lange, men aldrig i en ond stemning. Imens har hans præstationer været bedre end nogensinde," siger den tidligere topmålmand Andoni Zubizarreta, der i dag er sportsdirektør i Barcelona, til klubbens hjemmeside.
Så sent som i weekenden scorede Alves en kanon af et langskudsmål, da Barcelona havde større problemer end ventet med at besejre Madrid-klubben Getafa 2-1 hjemme på Nou Camp.
Kilde: FC Barcelonas hjemmeside, fcbarcelona.com.