Sidste år oplevede en gennemsnitlig dansk familie et tab på cirka 4.000 kroner i forhold til det de kunne få for deres penge året før.
Det viser beregninger foretaget af Danske Bank.
”Det er et forholdsvist stort fald. Det er en stor post at spare 4.000 kroner om året. Det har helt sikkert kunne mærkes,” siger Las Olsen, privatøkonom i Dansk bank.
Hr. og fru Gennemsnit
Teknisk set betød prisstigningerne i 2011, at gennemsnitsfamilien skulle bruge 11.000 kroner mere for at opretholde samme levestandard som i 2010.
Men da løn steg med 7.000 kroner for Hr. og Fru Gennemsnit blev det oplevede tab altså 4.000 danske dadler.
Ifølge en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har foretaget for Avisen.dk forventer 56 procent af danskere, at priserne vil stige mere end deres løn i det kommende år.
Udtryk for sortsyn”Det er et udtryk for, at man ser rimeligt sort den nærmeste fremtid. I hvert fald er de villige til at holde igen på lønnen for at fastholde deres arbejde,” siger Michael Svarer, der er professor i økonomi fra Aarhus Universitet.
I 2011 oplevede man prisstigninger på 2,8 procent, hvilket var ’ret meget’, forklarer Michael Svarer. Han fortæller, at det forventes at priserne vil stige i underkanten af to procent i 2012.
Og hvis lønnen ikke følger med, bliver der mindre smør på brødet.
”Det mærker man ved at ens købekraft bliver udhulet. Der er simpelthen råd til færre varer i supermarkedet, end tidligere,” siger Michael Svarer.
"Væn dig til det værre"Kun ti procent af danskerne tror, at lønnen vil stige højere end priserne.
Las Olsen tror i lighed med flertallet, at 2012 ligesom 2011 byder på forringet købekraft for føromtalte gennemsnitsfamilie.
”Det er jo desværre nok noget, vi skal vænne os til. For jeg er enig i, at vi kommer til at opleve reallønsfald," siger Las Olsen, der uddyber:
"Arbejdsløsheden er forholdsvis høj. Det betyder, at lønnen presses ned. Samtidig er man enige om at øge konkurrenceevnen, og der kommer nye afgifter og skatter. Samlet sætter det realindkomsten under pres."
Lige nu forhandler Dansk Industri og CO-Industri ny overenskomst for industriens ansatte. Den vil være tonegivende for, hvad mange danskere kan forvente sig på lønsiden.