Den prisvindende vandrensningsvirksomhed Envotherm i Vojens er under konkursbehandling.
Virksomheden forsøges at blive solgt til højestbydende, og ifølge kurator Jens Højmark burde det være muligt, da Envotherm rummer veludviklede teknologier, skriver regionalavisen JydskeVestkysten.
Jens Højmark forklarer til avisen, at det er coronakrisen, der er årsagen til konkursen.
- Midlerne slap op. Virksomheden har i høj grad været ramt af covid-19-restriktionerne, da deres anlæg er sat op i udlandet.
Kuratoren fortæller videre, at rejserestriktionerne har forhindret salg og præsentation af Envotherms vandrensende anlæg.
- Det betød, at mange kunder aflyste deres ordrer, siger han og tilføjer:
- Det er en virksomhed, hvor man i flere år har brugt mange ressourcer på at udvikle sine produkter. Men man har ikke formået at høste de frø, man har sået, uddyber han overfor avisen.
Virksomheden har 10-12 ansatte, og så sent som i marts modtog Envotherm Dansk Industris regionale initiativpris.