Den franske forsvarsspiller Philippe Mexes kom 10 minutter for sent til en træning i sidste uge og blev derfor droppet til startopstillingen i weekendens 1-0-sejr over Genoa i Serie A.
Men Mexes er taget til nåde af den pressede Milan-træner Massimiliano Allegri, som har Mexes med fra start i tirsdagens ligakamp ude mod Palermo.
- Mexes skulle have startet mod Genoa, men kom for sent til en træning, og derfor var jeg nødt til at holde ham ude.
- Det har vi talt om, og han er med fra start mod Palermo, lyder det fra Massimiliano Allegri til Milans hjemmeside.
Efter ni spillerunder er Milan blot nummer 11 i Serie A - med hele 15 point op til førerholdet fra Juventus.
Palermo har det værre. Holdet ligger under nedrykningsstregen, men er faktisk kun tre point efter Milan.
/ritzau/