Det kan godt være, at Arsenal på papiret ikke har vundet en titel siden FA Cup-triumfen i 2005, men sådan ser London-holdets manager, Arsène Wenger, ikke på det.
- For mig er der fem titler. Det handler først om at vinde Premier League, nummer to er Champions League, nummer tre er at kvalificere sig til Champions League, og så kommer FA Cuppen og Liga Cuppen, siger Wenger ifølge AFP.
Franskmanden er kommet under større og større pres den seneste tid. Arsenal er i øjeblikket 10 point efter førerholdet Chelsea i Premier League, mens det i onsdags blev til nederlag hjemme i Champions League til tyske Schalke 04.
Men de kritiske medier og fans skal huske på én ting, minder Wenger om.
- Jeg siger, at kvalifikationen til Champions League er en titel, fordi hvis du vil have de bedste spillere til klubben, så spørger spillerne ikke: Har I vundet Liga Cuppen?
- Spillerne spørger: Spiller I med i Champions League? Og ja, det gør vi sæson efter sæson, lyder det fra Wenger.
Nederlaget til Schalke var Arsenals første på hjemmebane i Champions League i 43 kampe.
/ritzau/