"Forbavsende"
Sådan siger forsvarsadvokat Peter Giersing om dommen over Lundby Efterskole og dens forstander Truels Achton Truelsen for den fatale kæntringsulykke i Præstø Fjord forrige år.
Retten i Nykøbing Falster idømte forstander Truels Achton Truelsen betinget fængsel i 60 dage for uagtsom legemsbeskadigelse og overtrædelse af lov om sikkerhed til søs. Men forstanderens uagtsomhed er ifølge advokaten så beskeden, at dommen forbavser.
- Den uagtsomhed, som skolens forstander efter rettens opfattelse har udvist, er uhyre beskeden, siger Peter Giersing til Ritzau.
- Retten vurderer, at han har handlet uagtsomt ved ikke at sørge for, at der var nedskrevet regler på skolen om de aktiviteter, der foregik med dragebåden, fortæller han.
Forstander Truels Achton Truelsen var ikke på skolen den 11. februar 2011, da to lærere og 13 elever kæntrede i Lundby Efterskoles dragebåd, påpeger Peter Giersing.
- Han var slet ikke i landet på det tidspunkt, hvor der blev sejlet. Han var ikke klar over, at der blev sejlet. Og der var faktisk skrevne regler, siger advokaten.
Det drejer sig om de regler som kanosamrådet havde udfærdiget, og som forstanderen har drøftet med den afdøde lærer og i øvrigt også en anden lærer, ifølge Peter Giersing.
- Det har stået helt fast, at skolens ledelse havde besluttet, at der ikke skulle sejles i vinterhalvåret. Men det blev der alligevel, fortæller Peter Giersing.
Ud over betinget fængsel er forstanderen også frakendt retten til at forestå aktiviteter til søs med elever i tre år. Institutionen Lundby Efterskole idømmes en bøde på 250.000 kroner.
Retten frifandt dermed forstanderen og skolen for uagtsomt manddrab på lærer Michael Jørgensen, som havde besluttet at tage ud på dragebådsturen.
Forsvaret har endnu ikke besluttet, om dommen skal ankes, og ifølge Peter Giersing er det nu op til forstander Truels Achton Truelsen selv, om han vil anke.
/ritzau/