Det er en overreaktion at give to ansatte på Ekstra Bladet karantæne fra Christiansborg de næste seks måneder, mener avisens chefredaktør Poul Madsen.
- Jeg synes, at det er helt ud i hampen og en overreaktion på nogle spørgsmål, som en journalist stiller, siger Poul Madsen til Ritzau.
- Man kan se på klippet, at det foregår stille og roligt ude på gangen. Journalisten er hverken fræk eller prøver at spænde ben for Lars Barfoed, tilføjer han.
Det er journalisten Martin Olsen og fotografen Anthon Unger, der nægtes adgang til Folketinget det næste halve år.
Indskærpelsen sker efter, at Venstres Preben Bang Henriksen og socialdemokraten Henrik Sass Larsen har klaget til folketingets formand over de to pressefolks "jagt" efter den konservative leder mandag.
En jagt, der fik Lars Barfoed til at gemme sig på et kontor for at slippe væk fra de to ansatte fra Ekstra Bladet.
Det har ifølge Lykketoft været et brud på de regler, der er aftalt mellem Folketingets øverste ledelse og Folketingets presseloge, om journalisters og fotografers færden på Borgen.
Se Ekstra Bladet "jagt" efter Lars Barfoed her: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article1924088.ece.
/ritzau/