Cecilie Frøkjær ved, hvad hun taler om, når hun skal være vært ved indsamlingsshowet 'Hjertegalla'.
Hun har nemlig selv været bekymret for sit hjerte forud for lørdagens store indsamlingsshow på TV2 Charlie, der sætter fokus på hjertesygdomme, skriver tvtid.
- Lige før sommerferien fik jeg nogle dobbeltslag med hjertet. Jeg blev ret bekymret og tænkte: Skal det virkelig slå så hurtigt? Så jeg skyndte mig at få det tjekket på en klinik, hvor de satte nogle elektroder på og lavede et EKG, siger Cecilie Frøkjær, ifølge tvtid.
Der var dog ikke noget galt med den blonde tv-værts hjerte, som fik at vide, at det fungerede helt normalt. Og den 44-årige vært går da også højt op i at spise sundt og passe godt på sig selv. Hun mener, der skal ekstra fokus på kvinderne.
- Der er mange kvinder med hjertekarsygdomme, der overses, fordi man altid forventer, at det kun er mænd, der har noget med hjertet. Så vi skal alle have en bevidsthed om, at kvinder altså også skal holde øje med deres hjerter, siger hun.
Hun er for andet år i træk vært for det store støtteshow sammen med Michael Meyerheim. Ud over kvinders hjertekarsygdomme går pengene fra showet også til hjertebørn og forskning i hjertestop generelt.
Kilde: tvtid.tv2.dk