- Jeg venter på, at nogen vækker mig. Det her er en dårlig, dårlig drøm. Han har skudt dem alle, siger amerikanske Jenny Tahl.
Natten til i går mistede hun sin 14-årige datter Lindsey Stahl, da en 20-årig politimand i civilt gik amok og skød og dræbte seks unge.
Drabene fandt sted under en privat fest i Crandon, en lille by med 2.000 indbyggere – godt 300 kilometer fra Milwaukee i staten Wisconsin.
Politimanden – Tyler Peterson – blev senere dræbt af en finskytte under omstændigheder, som de amerikanske myndigheder indtil videre har tilbageholdt.
Ifølge flere amerikanske medier var en af de seks dræbte en tidligere kæreste til politimanden, men det er ikke officielt bekræftet, og dermed kan det endnu ikke siges, om motivet for nedskydningen var jalousi.
De lokale myndigheder står uden nærmere forklaring, men vil i de kommende dage forsøge at sætte brikkerne sammen.
I Crandon er flaget på halvt – og samtlige skoler holder lukket mandag.