Politiker: Rører det dig, at se syge danskere blive presset?
I torsdagens debat på DR2 formåede Clements at male velfærdssamfundets stinkende bagside op under næsen på os alle sammen. Men er vi blevet blinde for andres lidelser? Hvad skal der snart til, for at vi ændrer en lovgivning, der fører til ufattelig uværdighed?

Torsten Gejl er 52 år og bor på Djursland sammen med sin kæreste og deres to børn. Torsten Gejl har været med til at grundlægge og bygge Alternativet som politisk parti og som folkelig bevægelse. I dag er han partiets arbejdsmarkeds-, beskæftigelses-, social og indenrigsordfører.

ER DU ramt af moralskred? Er du langsomt ved at blive immun overfor de lidelser og kvaler, som tusinder af udsatte danskere rammes af, dernede på bunden af samfundet, hvor solen er holdt op med at skinne?

Hvordan føles moralskred? Kan man overhovedet mærke det eller kommer det snigende, uden at man ved af det?

Jeg tror, det føles som en slags mental blindhed. Man bliver mindre og mindre påvirket af at se andres lidelser på TV. Det kan være flygtninge, der drukner i Middelhavet. Det kan være børn, der dør af sult i den tredje verden. Men det kan også være helt tæt på. Det kan være udsatte danskere, der bliver mere og mere syge eller sågar dør, mens de er parkeret i det velfærdssystem, der skulle hjælpe dem, den dag, de fik brug for det.

Så hvis det berører dig mindre og mindre at se syge danskere, der er i sengepraktik 2 x et kvarter om ugen. Hvis det ikke rigtigt rører dig, at en kræftsyg skal presses til at udvikle nogle minutters arbejdsevne i stedet for at passe sin syge ægtefælle. Hvis du har lettere og lettere ved at se tusinder af børnefamilier ende under den fattigdomsgrænsen som regeringen har afskaffet, så deres børn sendes ud i socialt armod og elendighed, så er du måske ramt af moralskred.

Så er du måske ramt af det kollektive moralskred, der har taget fart gennem de seneste fem ti år i vores velfærdssamfund og så er du måske lige så stille klar til at acceptere, at velfærdssamfundet ikke længere er for alle.

DU KAN mærke det, hvis den bekymring, du engang havde for andre mennesker langsomt erstattes af ligegyldighed og afmagt. En slags mæthed, der gør, at du ikke kan tage mere ind. At du slukker for fjernsynet, når vores sociale velfærds elendighed bliver for stærk.

Det kan også være, at du får tanker om, at det sikkert er deres egen skyld. At arbejdsløsheden nok er de arbejdsløses skyld. At de syge bare skal være glade for, at vi har et godt sundhedsvæsen. At de udsatte bare skal tage sig sammen. For det har du gjort. Og når du kan, så kan de da også.

Moralskred kan ramme alle. De rammer alle. Det rammer selv de bedste. Det rammer også mig, selvom jeg ikke er blandt de bedste. Den rammer mig som afmagt, når jeg som beskæftigelses- og socialordfører modtager så utroligt mange beretninger fra desperate danskere i min mailboks, i min beskedbakke, på min SMS. Det rammer et øjeblik, hvor jeg synker tilbage i stolen og tænker: Hvordan skal vi dog give alle de mennesker muligheden for at leve et værdigt liv, når alting går den forkerte vej.

Så retter jeg mig op i stolen med et ryk, som ramt af en lussing. Og jeg kaster mig over arbejdet og indkalder ministeren i samråd, prøver at banke lidt mod og håb ind i de reformramte fra talerstolen til endnu en demo, hvor alt for få dukkede op og medierne blev væk. Laver aktivisme, som 24 timer for de reformramte på Christiansborg, hvor behjertede kendte danskere og sociale aktivister læser de reformramtes beretninger op gennem et helt døgn. Og jeg tænker, at den eneste måde, jeg overlever det her uden at blive deprimeret over det jeg ser, er at jeg måske kan gøre et eller andet. Vinde en lille sejr. Finde lidt penge til nogle stakler i en pulje. Få slebet en skarp kant af en lov, så livet bliver en anelse lettere for en gruppe mennesker med handicap. Udvikle anstændig social- og beskæftigelsespolitik, så vi kan vende skuden, når der kommer en bedre regering.

DEN MULIGHED har du sandsynligvis ikke. Men du kan sagtens være en blandt de mange, som ikke får ro, før fattige og udsatte danskere og deres børn igen kan leve anstændige liv under vores hjemlige himmel. Som deltager i den sociale modstandsbevægelse og som også kæmper mod moralskred. Og tak for dig. Men hvad med de hundrede tusinder, som ikke kan komme af med det? De mange, som er nødt til at anvende en slags følelsesmæssig bevidstløshed som skjold mod den uudholdelige tanke, at vi faktisk er ved at miste vores velfærdssamfund i den forstand, som vores forældre og deres forældre skabte det. Som et velfærdssamfund for alle sjæle, både de lykkelige og de ulykkelige og alle dem midt imellem. Jeg tror, at der sker et moralskred i befolkningen, der betyder, at empatien afløses af afmagt.

Der er hele tiden en undertone af, at udsatheden er de udsattes egen skyld. Vi så det i torsdagens debat på deadline, hvor Laura Lindahl fra Liberal Alliance siger, at Kim Madsen, som var repræsentant for tusinder af udsatte i det program, i virkeligheden bare kunne gå ud og tage et ordinært arbejde. Vi taler om en gigtplaget mand, der har været gennem ni afklaringer i beskæftigelsessystemet og står krumbøjet bag sin pult, kokrød i hovedet og hiver vejret, mens han råber de udsattes lidelser og klager ud i studiet. Jeg kender Kim og ved, at sådan en optræden koster en tur i sengen, og jeg ved samtidig, at han gerne vil arbejde det han kan og i virkeligheden har været parkeret i afklaringsforløb i årevis, fordi det er billigere at have ham der i stedet for at give ham et fleksjob. Og jeg synes det er uhørt, at han skal beskyldes for ikke at ville arbejde. Han skreg jo på at få lov til at få sit fleksjob. Men det værste er helt klart, at der er nogen, der gerne vil høre Laura Lindahl sige alt det, som hun sagde i programmet og som har medført en enorm reaktion mod hende på de sociale medier her i dagene efter udsendelsen.

Det er det, der skræmmer mig. Det er der, jeg ser moralskredets fortrop. Fra en del af befolkningen, som ikke mener, de skylder nogen noget, allermindst velfærdssamfundet. Jeg møder dem iblandt disse unge LA'ere. De skylder ikke nogen noget. De har aldrig fejlet en skid, så de har ikke brugt sundhedssystemet til noget. De kunne aldrig finde på at hæve kontanthjælp, så de ligger ikke nogen til last. Og så videre. Jeg plejer at sige til dem: Dig? Du er en udgift. Samfundet har brugt resurser på dig fra vuggestuen over børnehaven til skolen og videre gennem ungdomsuddannelserne, for ikke at nævne det hospital, du blev født på og de veje du kører på og de fortove du går på. Du er en udgift, og du tjener ikke dig selv hjem før om mange, mange år, og så kan du jo komme tilbage og vi kan diskutere, om vi vil beholde det velfærdssamfund og det fællesskab, som dem, der var der før os, har bygget op, for at du kunne blive til den, du er.

HELDIGVIS FINDES der stadigvæk masser af empatiske unge og voksne mennesker i Danmark, der passer på hinanden og forstår, at vores velfærdssamfund skal kendes på, hvordan vi tager os af de mest udsatte.

Men når jeg ser sådan et program som deadline på DR2 torsdag aften, så frygter jeg for, hvor vi er på vej hen. Mange af de ord, der blev sagt, burde være forblevet usagte. Jeg er normalt ikke meget for Clemens lidt selvherlige stil, men her lavede han meget relevant TV og for en gang skyld var de udsatte danskeres kamp på bunden af samfundet løftet op på bordet, hvor alle kunne se det.

Repræsentanterne for de udsatte stod tydeligt og stærkt. Lene Romer Halby, forhenværende topleder og nuværende reformramt, som sagligt beskrev, hvordan hun havde været udsat for grotesk kassetænkning. Jonas Jakobsen fra Kirkens Korshær, der præsenterede de tørre tal for den stigende sociale elendighed, Anja Plesner Bloch, tidligere stofmisbruger og formand for Brugernes Akademi, der talte en troværdig stemme for udsatte misbrugere. Og Kim Madsen, som råbte, ja og var på kanten af desperation over nogle af de udtalelser han blev mødt med, men som den aften fremstod som en stærk repræsentant for tusinder af skadede og syge danskere, der er faldet gennem hullerne i det sociale sikkerhedsnet, vi plejede at kalde velfærdssamfundet.

Den aften formåede Clements at lave TV, så dæmonerne skreg og velfærdens stinkende bagside blev løftet op i næsen på os alle sammen på en måde, så de tilstedeværende politikere, med undtagelse af Finn Sørensen, sejlede rundt i deres egne selvmodsigelser og nogle endda blev så desperate, at de sagde ting, som jeg mener burde være forblevet usagte.

Men alligevel. Hvorfor udvandrede publikum ikke i afsky over beretningerne eller i det mindste over politikerne reaktioner på dem? Hvorfor bliver den udsendelse ikke et paradigmeskift i dansk social- og beskæftigelsespolitik. Hvorfor fører den ikke til konkrete ministerfyringer og lovændringer. Som Finn Sørensen blev ved med at minde Pernille Rosenkrantz om, når hun erkendte, at førtidspensions- og fleksjobreformen, måske ikke er så smart skruet sammen: Hvorfor skulle det tage jer fem år at forstå det, når problemerne har været der lige fra starten?

FOR MIT eget vedkommende vil jeg kun forholde mig partipolitisk til dette ved at sige: Jeg håber, alle forstår hvorfor vi i alternativet har så svært ved at give Mette Frederiksen, som var bannerfører for ødelæggelsen af førtidspensions- og fleksjobreformen i 2012, fire år i statsministerstolen, sådan helt automatisk? Uden plan for at ændre fattigdomsreformerne. Uden fælles rød/grønt projekt? Som enehersker i en et-partiregering, baseret på et rød/grønt flertal med fuld licens til at lave politik med de borgerlige?

Når røgen har lagt sig efter udsendelsen vil vi se, om der bliver nogen præcedens. Jeg synes, at socialdemokraterne har sagt nogle ting på det seneste, der viser, at de gerne vil ændre reformen. Men som Finn Sørensen sagde til Rosenkrantz Theil under udsendelsen: ”Hvordan vil du ændre ved noget som helst, når Laura fra LA, der står lige ved siden af dig, bare kan nedlægge veto i forligeskredsen”? Førtidspensions- og fleksjobreformen er jo lavet af SF, S, V, LA, K og RV. Og S kan ikke ændre den alene.

Tiden vil vise det. Man bør i hvert fald næppe undres over at det er turbulente tider i dansk politik. I mellemtiden må vi gøre alt for at modvirke det moralske skred. Vi skal vende udviklingen, så det igen er et flertal af danskerne, der går ind for at afskaffe kontanthjælpsloftet. Vi skal synliggøre de udsattes vilkår på alle de måder vi kan. Og vi skal konfronterede ansvarlige politikere med konsekvensen af deres elendige reformer. Menneskeligt som økonomisk. Ikke mindst her frem mod et valg. Og vi skal passe på hinanden og vores empati. Det er den, der gør os menneskelige.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.