Store politistyrker har lagt en jernring omkring en stor del af Oslos bymidte. Det norske parlament, Stortinget, er afspærret som led i jagten på en person, der har fremsat trusler.
Den eftersøgte er iført en skudsikker vest og bærer på en "tung" taske, oplyser politiet.
Natten til onsdag er bevæbnede betjente på plads foran Stortinget på grund af truslerne.
Alle, som befinder sig i området, bliver bedt om at holde sig væk fra bygningen. Mange personer visiteres. Manden beskrives som værende i midten af 30'erne. Han har en tyk, mørk jakke på.
Hvad det er for trusler, som har udløst den store aktion, holder politiet for sig selv.
- Manden har taget en taxa fra Sandvika til Oslo. Hyrevognen satte den mistænkte af på Lambertseter. Vi har fundet taxaen, men ikke manden, oplyser politiet ved midnatstid.
Eftersøgningen pågår med alt det personale, som er til rådighed. Politihelikoptere er også sat ind i jagten.
Ingen vidner har observeret våben på manden, skriver politiet på Twitter.
Sagen begyndte, da en person ved et tilfælde overhørte en samtale på en bus tirsdag aften.
- Det var en person på bussen, som overhørte truslerne. De var ikke konkrete, men Stortinget blev nævnt. Da manden senere satte sig ind i taxaen, blev våben nævnt, siger Tor Grøttum, der leder politiaktionen.
Eftersøgningen fortsætter natten igennem og det samme gør overvågningen af Stortinget.
/ritzau/NTB