Politiet fortsætter søndag jagten på en forsvunden østjyde.
Manden, Steffen Dam Jensen, er ikke set siden en julefrokost natten til lørdag. Søndag har Østjyllands Politi været i luften med en helikopter over området ved Egå Engsø, men manden er fortsat væk.
- Vi har afhørt familie og venner for at få kortlagt hans færden, siger vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi.
- Det er på baggrund af de forklaringer, vi har været ude ved Egå Engsø at kigge. Men vi er færdige derude uden resultat, siger vagtchefen søndag eftermiddag.
Steffen Dam Jensen er sidst set lørdag nat klokken cirka 01.15 efter en julefrokost i Aarhus omkring Åboulevarden.
Indtil videre har efterforskerne ikke fornemmelsen af, at den eftersøgte har været udsat for noget kriminelt. Politiet har heller ikke fundet anledning til at konkludere, at han har forladt festen i nedtrykt tilstand.
Steffen Dam Jensen er cirka 195 centimeter høj og kraftig af bygning. Da han forsvandt, var han iført hvid T-shirt, lyseblå jeans, sort hættetrøje, sort uldjakke og gråbrune sko.
Østjyllands Politi hører gerne fra personer, der mener at kunne bidrage til opklaringen.
/ritzau/