Sydøstjyllands Politi har gjort status efter Smukfest 2026.
Politiet modtog blandt andet otte anmeldelser om vold og uddelte 343 parkeringsafgifter.
Smukfest 2026 blev ifølge Sydøstjyllands Politi en forholdsvis rolig festival med få lovovertrædelser set i forhold til det store antal mennesker. Politiet har nu gjort status efter festivalen i Skanderborg.
- Det har været en meget rolig festival, som tyder på en meget ansvarlig og positiv adfærd hos festivalgæsterne. Det er dejligt at se, at så mange mennesker kan feste sammen i en uge uden alt for mange konfrontationer, siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard fra Sydøstjyllands Politi.
Politiet modtog otte anmeldelser om vold i forbindelse med festivalen. De sager bliver nu efterforsket videre. Derudover blev der anmeldt fire tyverier, ni lomme- eller tasketyverier og én blufærdighedskrænkelse. 32 personer fik bøder for besiddelse af euforiserende stoffer.
343 parkeringsafgifter
Politiet havde også en større færdselsindsats omkring festivalpladsen og i Skanderborg midtby. Her blev der skrevet 343 parkeringsafgifter, mens ni køretøjer blev borttransporteret, fordi de hovedsageligt holdt ulovligt eller var til gene for trafikken.
- 8 anmeldelser om vold
- 4 anmeldelser om tyveri
- 9 anmeldelser om lomme- eller tasketyveri
- 1 anmeldelse om blufærdighedskrænkelse
- 32 personer fik bøder for besiddelse af euforiserende stoffer
- 343 parkeringsafgifter
- 9 køretøjer blev borttransporteret
Hændelse ved Minds of 99 skal evalueres
Politiet vil samtidig evaluere en hændelse under Minds of 99-koncerten lørdag aften. Her modtog politiet flere henvendelser om personer, der var kommet i klemme på grund af de mange mennesker ved Bøgescenen. Nogle blev dårlige, og flere blev evakueret ind i barområder af personale og andre festivalgæster.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at hændelsen skal evalueres sammen med de øvrige myndigheder og Smukfest som led i den almindelige evaluering efter festivalen.