Smukfest afvikles fra den 2. til 9. august i Skanderborg.
Politiet opfordrer gæster til at køre hjemmefra i god tid og følge skiltene frem for GPS’en.
Der bliver desuden gennemført kontroller for euforiserende stoffer.
Titusindvis af festivalgæster skal fra den 2. til 9. august til Smukfest i Skanderborg. Det betyder ekstra pres på vejene omkring festivalområdet, og Sydøstjyllands Politi opfordrer derfor bilister til at køre hjemmefra i god tid.
Politiet understreger samtidig, at gæsterne skal følge den midlertidige skiltning og ikke ukritisk stole på deres GPS.
- Erfaringsmæssigt ved vi, at der er mange, som ved festivalens begyndelse ankommer i samme tidsrum. Det kan give kø og forlænget køretid, og derfor kan vi kun opfordre til, at alle festivalgæster eller chauffører, der skal sætte familie eller venner af, kører i god tid, siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
Afspærringer og omkørsler
Der vil i forbindelse med festivalen være ændrede trafikforhold, afspærringer og omkørsler omkring Skanderborg.
- Man skal altid følge anvisninger og skilte, da der i forbindelse med festivalen er afspærringer og omkørsler. Så man kan langt fra blot stole på GPS’en, siger Finn Ellesgaard Nielsen.
Politiet opfordrer desuden bilister til på forhånd at undersøge de officielle parkeringsmuligheder på Smukfests hjemmeside. Ved tidligere festivaler har politiet oplevet biler, der var parkeret i strid med reglerne.
Kontrollerer for stoffer
Politiet vil være synligt til stede på festivalpladsen, campingområderne og omkring festivalen. Der vil også løbende blive gennemført kontroller og stikprøver med fokus på euforiserende stoffer.
- Der er nultolerance over for narkotika på festivalen. Bliver man fundet i besiddelse af euforiserende stoffer, kan det både føre til en sigtelse fra politiet og bortvisning fra festivalen, siger Finn Ellesgaard Nielsen.
Politiet opfordrer samtidig festivalgæsterne til at passe på hinanden og udvise tålmodighed, når mange mennesker samles på et lille område.