Københavns Politi har modtaget rigtig mange henvendelser om skudattentatet mod Lars Hedegaard, men politiet vil gerne have endnu flere og efterlyser i den forbindelse vidner, der kan have set eller hørt noget.
- Vi fortsætter efterforskningen, og vi har fået rigtig mange gode henvendelser, som vi også arbejder videre med, politiinspektør Jørgen Skov, leder af efterforskningen i Københavns Politi.
- Vi er meget interesseret i at tale med borgere, der søndag den 3. februar og mandag den 4. februar har været i området Pelargonievej, Azaleavej i tidsrummet mellem kl. 0900 til kl. 1200 .
- Vi vil derudover meget gerne i kontakt med borgere fra området, der har videoovervågning, hvorpå der kan være optagelser af gerningsmanden.
Politiet beder om, at endnu flere, der kan hjælpe med opklaring af sagen, ringer til telefon 114, og alt har interesse.
Københavns Politi undersøger alle mulige motiver, både politiske og for eksempel jalousi. Der kan være mange motiver i sådan en sag, siger Jørgen Skov.
Politiet har ikke yderligere oplysninger om skudattentatet, der fandt sted tirsdag formiddag mod Lars Hedegaard ved hans hjem på Frederiksberg, hvor en mand affyrede et skud mod ham.
Lars Hedegaard er kendt som en ivrig og stærk islamkritisk debattør, og derfor er der spekulationer om, hvorvidt angrebet var politisk.
Gerningsmanden, der talte dansk uden accent, er omkring 25 år, og beskrives som 175-180 cm høj og almindelig af bygning og med et mellemøstlig udseende.
Han har meget mørkt hår, der var halvlangt og let krøllet. Ifølge politiet kan der være tale om en paryk. Manden fremstod ubarberet med mørke skægstubbe.
Han var iført en postlignende rød jakke med symbol på ryggen, muligvis et posthorn. Jakken var tynd og muligvis af nylon, og der kan være tale om en regnjakke.
/ritzau/