Københavns Politi afviser at rejse sigtelse mod Helle Thorning-Schmidt for at have afgivet urigtige oplysninger til Justitsministeriet om sin mands skatteforhold.
Det skriver b.t.dk, som har modtaget oplysninger fra politiet om sagen.
"Den 6. oktober 2010 traf Københavns Politi en afgørelse om at indstille efterforskningen, jf. retsplejelovens § 749, stk. 2, idet der ikke var rimelig udsigt til, at videre efterforskning kunne føre til, at der vil være grundlag for at iværksætte strafferetlig forfølgning i sagen," skriver politikommissær Lars Borg i en mail til BT.
Politianmeldelsen kom fra Venstres Ungdoms formand Jakob Engel-Schmidt, som i kølvandet på BT's afsløringer anmeldte Helle Thorning-Schmidt den 29. juli.
Skat rensede tidligere den 16. september Helle Thorning-Schmidt og hendes mand for at have snydt i skat.
Men med politiet afvisning lukkes der nu endelig ned for den ellers ophedede debat om den socialdemokratiske frontfigurs skatteforhold og omfanget af weekender, som hendes britiske mand Stephen Kinnocks årligt spenderede i Danmark.