Opdatering: Manden er afgået ved døden. Læs mere her
Centrum i Holstebro er lørdag aften afspærret, fordi Midt- og Vestjyllands Politi har affyret skud mod en mand i forbindelse med en anholdelse. Anholdelsen skal være sket ved Store Torv.
Vagtchef for Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even bekræfter over for TV Midtvest, at der er blevet affyret skud i forbindelse med anholdelsen.
- Under anholdelsen af ham har vi afgivet et skud, siger han til mediet.
Ifølge vidner smadrede en "voldsom mand" ruder og biler på Store Torv i Holstebro, fortæller vagtchefen.
Politiet vil ikke be- eller afkræfte, om manden er blevet ramt af skud. En reporter fra TV Midtvest, der er på stedet, fortæller, at en redningshelikopter er lettet fra pladsen bag Musikteatret i Holstebro, der ligger ikke langt fra Store Torv.
/ritzau/