Guatemalas øverste chef for politiet og lederen af politiets afdeling for narkotikabekæmpelse er blevet anholdt og sigtet for at have forbindelse til landets narkokarteller.
Især anklagerne mod politichefen Baltazar Gómez er alvorlige.
Gómez er anklaget for at være medskyldig i en skudepisode i april sidste år, der kostede fem politibetjente livet. Det fortæller landets statsadvokat til New York Times.
Det er anden gang på blot seks måneder, at en højtstående politimand sættes i forbindelse med narkosmugling.
En tredje person er også blevet arresteret i forbindelse med efterforskningen af den knap et år gamle sag, men navn og rang tilbageholdes indtil videre af myndighederne i det lille, centralamerikanske land.
Landets viceindenrigsminister har tidligere fortalt, at der findes mindst to dødspatruljer inden for politiet, der har mere travlt med at være narkokartellernes forlængede arm end at fange forbrydere.
Baltazar Gómez blev arresteret mindre end en time efter, at indenrigsministeren blev tvunget til at gå af.
I løbet af de seneste år har mexicanske narkokarteller brugt Centralamerika som et vigtigt transitpunkt for narkoforsendelser på vej til USA.