Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til en voldsepisode torsdag aften ved den gamle ishockeyhal i Vojens, hvor en 48-årig mand fra Aalborg blev hårdt kvæstet.
Manden blev slået, så han faldt bagover og slog hovedet ned i fliserne. Han har fået en alvorlig skade i hovedet, og ligger nu hårdt kvæstet på sygehuset, oplyser politiet.
Voldsepisoden begyndte, da den 48-årige torsdag aften ved 22.30-tiden stod og tissede op ad facaden til skøjtehallen SE Arena.
Det affødte en kommentar fra en anden mand, og det udviklede sig til tumult, hvorunder den 48-årige blev slået omkuld.
Ifølge politiet blev den anden mand i første omgang på stedet, men lidt efter overlod han den sårede mand til nogle vidner.
Politiet beder nu manden om at melde sig, og ordensmagten vil også gerne i kontakt med vidner, der så episoden, og som ved, hvem han er.
Manden beskrives som omkring 30 år, 185-190 centimeter høj og almindelig til muskuløs af bygning. Han er korthåret og taler med lokal eller i hvert fald jysk dialekt, oplyser politiet, der kan kontaktes på telefon 114.
/ritzau/