Den voldsomme massakre, hvor 57 mennesker for få uger blev mejet ned i den filippinske provins Maguindanao, trækker nu tråde ned gennem hele provinsens politikorps.
Derfor har hele korpset på 1092 politibetjente fået sparket. Det utraditionelle træk kommer fra landets indenrigsminister, der vil sikre at efterforskningen af massakren bliver fair og tilbundsgående.
"Vi erstatter dem, der har været der i lang tid og kan opfattes, som om de favoriserer nogle frem for andre," siger indenrigsminister Ronaldo Puno til bbc.co.uk.
En højtstående politiofficer, som tilhører en af provinsens magtfulde klaner, er allerede blevet sigtet for at have begået adskillige mord.
Ofrene for massakren var familiemedlemmer og venner til lokalpolitikeren Ismael Mangudadatu, der ville stille op mod Andal Ampatuan - som i øvrigt deler efternavn med den sigtede politiofficer - ved provinsens næste valg i 2010.
Den amputerede ordensmagt bliver hurtigst muligt erstattet af betjente fra andre provinser, siger indenrigsminister Puno.