Manden, der har forsøgt at dræbe Lars Hedegaard, var forklædt som postbud.
Han var iført en rød postjakke med postens logo, oplyser Københavns Politi.
Manden, der menes at være udlænding og midt i 20'erne, ringede på dørtelefonen på Pelargonievej på Frederiksberg.
Lars Hedegaard kiggede ud ad vinduet og troede, at det var et postbud, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Da Hedegaard gik ned til hoveddøren og åbnede døren, skød manden efter hans hoved, uden dog at ramme.
De to mænd kom i håndgemæng, og derefter stak det falske postbud af. Han havde en pakke med sig.
Flugten foregik ad Azaleavej mod Søndermarken.
Manden har kraftige skægstubbe omkring hagen og er cirka 175 til 180 centimeter høj. Han beskrives som udlænding.
Politiet håber nu på at få hjælp fra vidner, der har set gerningsmanden før eller efter drabsforsøget.
/ritzau/