Hele udlændingepolitikken bliver rullet tilbage til forholdene før 2001.
Sådan reagerer integrationsminister Søren Pind (V) på at Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt nu vil give flere udlændinge permanent opholdstilladelse.
Hun mener eksempelvis ikke, at det skal være diskvalificerende, at man modtager medicintilskud eller har haft korte sygdomsperioder.
Men de krav, der stilles i dag, er ikke for skrappe, mener Søren Pind.
"Jeg synes, det er en rimelig pris for udlændinge, der gerne vil have permanent ophold i Danmark, at de i en bestemt periode, før de får ophold, viser, at de kan klare sig selv," udtaler han til Newspaq.
Konsekvensen af Socialdemokraternes planer vil være, at flere lander på passiv forsørgelse, mener integrationsministeren.