Det er helt fint at to kvinder beslutter sig for at sige ja til samme mand.
Flerkoneri er nemlig i orden, når man spørger Liberal Alliances folketingskandidat Joachim B. Olsen, skriver Berlingske.
"Hvis to kvinder kan blive enige om, at de vil giftes med én mand, så synes jeg det vil være i orden," siger Joachim B. Olsen til avisen.
Han mener, at det er individets frie valg at beslutte, om man vil være flere, der er gift med den samme.
Over for avisen understreger han, at det er en principiel holdning og altså ikke et forslag, som han går til folketingsvalg på.
"Men man kan godt sige principielt, at hvis man lavede en lov, der sagde at folk havde lov at indgå flerkoneri - ligesom man indgår registreret partnerskab - det ville jeg aldrig være imod," siger den tidligere kuglestøder, der nu er LA-spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds.
I Dansk Folkeparti er formand Pia Kjærsgaard rystet over Olsens holdning.
"Jeg har aldrig hørt noget så forrykt. Flerkoneri har intet med liberalisme at gøre. Det er noget, der findes i middelalderlande, og som nogen gerne vil påføre Danmark. Joachim B. Olsen må som spidskandidat stå til ansvar for sin holdning," siger hun til avisen.
Kilde: Berlingske