Smertestillende piller sænker tilsyneladende risikoen for at få Alzheimers, viser en ny undersøgelse.
Den frygtede sygdom fører til demens og langsomt tab af de mentale evner, til man når småbørns-stadiet og dør.
Den amerikanske undersøgelse fulgte 50.000 veteraner fra USA, som har fået påvist Alzheimers, og 200.000 veteraner, som ikke har. Hvis man skal tro undersøgelsen, så falder risikoen for at få Alzheimers med 25 procent blandt dem, som jævnligt brugte hovedpinepiller. Jo længere de brugte dem, jo lavere blev risikoen. Folk, der brugte pillerne i fem år, havde 40 procent lavere risiko for at udvikle sygdommen.
De smertestillende piller, som der er tale om, kaldes for NSAIDs. Det er forholdsvis harmløse piller, som for eksempel Ibuprofen.
Nikotin i piller
Steen Hasselbalch er en af Danmarks førende Alzheimerseksperter, og selvom han ikke tør blive begejstret over undersøgelsen, synes han, at det er spændende:
»Hvis der er en effekt, kan den skyldes, at der ved Alzheimers ophober sig nogle proteinstoffer i hjernen, som giver anledning til en betændelsestilstand. Ibuprofen virker netop ved, at den dæmper den slags,« siger Steen Hasselbalch
Ibuprofen er ikke det eneste almindelige produkt, som måske i fremtiden vil hjælpe demens-lidende.
For fem år siden pegede en række undersøgelser på, at nikotin fra cigaretter kunne forhindre både Alzheimers og den anden hjernesygdom Parkinsons. Rygere havde tilsyneladende mindre chance for at udvikle Alzheimers og Parkinsons, viste undersøgelser.
Selvom ingen læge ville anbefale sin patient, at ryge, kan man ved at rette mikroskoperne mod niokotin, måske udvikle en ny medicin, som kan hjælpe i kampen mod hjernesygdommene.
»Vi ved, at nogle af de hukommelsesfunktioner, som bliver ramt af Alzheimers, benytter sig af signalstoffer, som minder meget om nikotin. Man kunne godt overveje at udvikle en medicin af den vej,« siger Steen Hasselbalch.