Angriberen Peter Madsen kan være på vej til at få et comeback i dansk fodbold efter at have været bænkevarmer i mere end halvandet år i tysk fodbold hos FC Køln.
Ifølge Ekstra Bladet er Brøndby varm på angriberen, der tidligere har spillet i den blå-gule trøje. Og angriberen vil ikke afvise, at han kan være på vej tilbage til dansk fodbold.
- Jeg kan ikke afvise noget. Jeg har været ude et par uger med lyskeproblemer, så jeg har ikke fået kamptræning på andetholdet. Lige nu ser det måske lidt skidt ud, men sæsonen slutter snart. Derfor er der ingen grund til at tænke på fremtiden før om en måned, siger Peter Madsen til Ekstra Bladet.
Ifølge Peter Madsens agent har flere danske klubber allerede henvendt sig for at købe angriberen hjem til Danmark.
- Fire-fem danske klubber har allerede henvendt sig. Men lige nu er han på kontrakt i FC Köln. Turneringen skal først spilles færdig, før vi ser på fremtidsperspektiverne, siger Peter Madsens agent, Karsten Aabrink til Ekstra Bladet.