PET har i dag anholdt fem personer mistænkt for at ville begå terror i København. De fire blev anholdt i København og en i Sverige.
Efterretningstjenesten fortæller, at de fem terrorister havde til hensigt at bombe JP/Politikens Hus i København og dræbe så mange, de kunne.
"Med anholdelserne er det lykkedes at afværge et umiddelbart forestående terrorangreb, hvor flere af de mistænkte, der må betegnes som militante islamister med forbindelser til internationale terrornetværk, efter PET's opfattelse ville forsøge at trænge ind i JP/Politikens Hus i København og dræbe så mange som muligt af de tilstedeværende personer", siger chefen for PET, Jakob Scharf, i en pressemeddelelse.
PET har i forbindelse med anholdelserne gennemført en række ransagninger. Her har man blandt andet fundet en maskinpistol med lyddæmper og ammunition.
Anholdelserne fandt sted dels i en lejlighed på Mørkhøjvej i Herlev, dels i en lejlighed i Hedelyparken i Greve.