Pentagon: Bin Laden-bog afslører hemmeligheder

Bog om likvidering af Osama bin Laden afslører statshemmeligheder, siger USA. Forfatteren risikerer retssag.

Bogen "No Easy Day" om amerikanske elitesoldaters likvidering af terrorlederen Osama bin Laden i 2011 indeholder følsomme og hemmelige oplysninger.

Det siger Pentagon USA's forsvarsministerium.

- Vi mener, at der er klassificerede informationer i denne bog, siger George Little, talsmand for Pentagon.

Udtalelsen kommer samtidig med, at bogen tirsdag kom i handlen over hele USA.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at meldingen fra Pentagon kan åbne for, at forfatteren retsforfølges.

Forfatteren er Matt Bissonnette, der har været soldat i Navy Seals.

Inden for Navy Seals er der en gruppe af de særlig hårde drenge, kaldet Team Six, og det var Team Six, der gennemførte aktionen mod Osama bin Laden i maj i Abbottabad i Pakistan 2011.

En af de soldater, der var med, var netop Matt Bissonnette, hvilket har været med til at skabe stor opmærksomhed om bogen.

Pentagon har tidligere sagt, at Bissonnette, der har skrevet bogen under pseudonymet Mark Owen, er forpligtet til at på forhånd at konsultere Pentagon, inden han skriver noget til offentliggørelse.

Bogen tager læseren med ind i den ukendte verden, som Team Six lever i.

Den fortæller blandt andet, hvordan de 24 håndplukkede mænd til bin Laden-aktionen trænede for at kunne sætte ham ud af spillet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.