Historierne om seksuelle overgreb i den katolske kirke fortsætter, og pave Frans har lørdag givet nyt liv til et gammelt initiativ til bekæmpelse af problemet.
Paven har sat navne på ni nye medlemmer af et ekspertråd, hvis opgave er at rådgive kirkeledelsen om, hvordan man kan beskytte børn mod pædofile.
Ekspertrådet er sammensat af både eksperter i beskyttelse af børn og tidligere ofre for seksuelle overgreb.
Initiativet blev søsat i 2014 i forlængelse af store skandaler i den katolske kirke med misbrug af børn.
Syv medlemmer af det ekspertråd, hvis mandat udløb i december, fortsætter i den gruppe, som paven har nedsat lørdag.
Pave Frans og kirken har fået kritik for håndteringen af den seneste skandale fra Chile, hvor der har været en række overgreb i ly af kirken.
Knap 80 medlemmer af den katolske kirke i landet anklages for seksuelt misbrug af mindreårige siden 2000.
Flere end halvdelen er dømt skyldige ved en af Vatikanets egne domstole.
Kritikken har ramt paven, fordi han i 2015 udnævnte en biskop, som har dækket over den indflydelsesrige præst Fernando Karadima, som Vatikanet i 2011 dømte skyldig i børnemisbrug.
Paven var for nylig i Chile, hvor han også mødte unge ofre for overgrebene.
Flere katolske kirker blev angrebet med graffiti og brandbomber i forbindelse med pavens besøg.
/ritzau/AP