På grund af signalfejl ved Borup var der længere rejsetid og aflysninger mellem Ringsted og Roskilde torsdag morgen.
Men torsdag kort efter klokken 09.00 er fejlen ved at være rettet.
Det skriver DSB i en opdatering på den sociale platform X.
- Vi nærmer os normal drift. Togene fra Ringsted til København kører midlertidigt via Køge Nord på grund af signalproblemer mellem Ringsted og Roskilde, tilføjes det.
Det var kun tog i retning mod København, der var påvirket.
Det er Banedanmark, der står for drift, vedligehold og udvikling af det danske jernbanenet. Det er DSB, der ejer togene og sælger billetter.
Er man mere end 30 minutter forsinket, træder DSB's Rejsetidsgaranti i kraft. Dermed kan man søge om kompensation for sin billet.
/ritzau/