Ofte vælger forældre at skærme barnevognen af med en stofble eller et myggenet, når den lille skal sove middagslur udenfor. Men på sommerdage kan det være direkte livsfarligt for barnet.
Afskærmningen lukker af for luft til til barnet og kan forvandle barnevognen til en livsfarlig bageovn. Også selvom barnevognen står i skyggen, skriver Søndagsavisen.
- Børnene bliver sløve og apatiske, og de er i stor risiko for at dehydrere, når de ligger der i varmen og samtidig mangler ilt. I værste tilfælde kan de dø af det, fortæller Helen Lyng Hansen, der står bag brevkassen Netsundhedsplejerske.dk til Søndagsavisen.
Helen Lyng Hansen anbefaler, at man i sommervarmen ikke dækker barnevognen til og stiller den i skyggen, når barnet skal sove.
Den ideelle sovetemperatur for børn og voksne er, ifølge Søndagsavisen, mellem 16 og 20 grader.
Men selvom barnevognen står i skygge kan temperaturen hurtigt snige sig op på 33 grader, hvis åbningen er lukket med en stofble, skriver Søndagsavisen, der har taget temperaturen i en barnevogn på en dag med 25 graders varme.
Også et myggenet får temperaturen til at stige. Her kom temperatuen op på 32 grader i skyggen.
Værst er det, hvis man dækker barnevognen med et regnslag. Her kan temperaturen komme op på faretruende 34 graders varme, skriver Søndagsavisen.