Det har været en blæsende nat langt de fleste steder i landet, og det ustadige vejr fortsætter resten af dagen.
- Generelt vil man i hele landet opleve en frisk vind, men særligt langs Vestkysten bliver vindstødene kraftige, siger vagthavende metrolog ved DMI Anja Bodholdt til Avisen.dk.
I dette område når vindstødende op på stormstyrke, advarer DMI. Det samme kan også blive tilfældet omkring Lolland-Falster og Bornholm.
Med den kraftige vind følger også regn og byger flere steder i landet. Og desværre er der ikke udsigt til, at det for alvor klarer op i løbet af dagen.
Efterårsvejr
- Det bliver desværre rimelig langvarigt. Det startede allerede i nattetimerne og vil først aftage i aften eller ud på natten. Så det bliver et helt døgn med kraftig vind og temperaturer på mellem 13 og 15 grader, siger Anja Bodholdt og understreger, at det er specielt for juli.
- Havde vi været i oktober måned, havde vi nok oplevet det på en anden måde. Den her slags vejr ser vi sjældent om sommeren - det hører ikke rigtig til, siger hun.
Fredagen ser imidlertid også en smule bedre ud - dog uden, at det vil føles som egentlig sommer.
- I løbet af fredagen kommer et højtryk, som stabiliserer vejret og sørger for, at vinden aftager. Så fredagen bliver bedre med temperaturer på mellem 17 og 18 grader, siger Anja Bodholdt.
Ifølge metrologen bliver lørdagen også hæderlig med en svag varmfront. Derefter vender det køligere vejr dog tilbage.