De danske favoritter i par nummer syv, Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen, er stadig i front i den 51. udgave af det traditionsrige seksdagesløb i Ballerup Super Arena efter den første tredjedel af finaleaftenens løb.
På andenpladsen finder man det dansk/schweiziske par Jesper Mørkøv og Franco Marvulli, der i par-udskilningsløbet formåede at bringe sig op over de 300 point, som udløser en bonusomgang.
På tredjepladsen ligger parret med nummer et på ryggen, Luke Roberts og Leif Lampater.
De tre hold i front har kørt lige mange omgange, men Roberts og Lampater har endnu ikke rundet de 300 point.
Hvis par nummer et når at hente de 36 point inden finalejagten, vil det udløse en bonusomgang, og parret vil derfor bringe sig alene i spisen.
/ritzau/