Mens festivalgængere sidste år brugte tiden imellem koncerterne på at bade i søen eller tage solbad, så kan de passende bruge tiden i år til at skrabe mudder af støvlerne eller tømme teltet for vand. Årets festival bliver nemlig våd, oplyser DMI.
Men dermed adskiller årets festival sig ikke væsentlig fra Roskildes 36 års historie. 75 procent af de gange festivalen har åbnet porten til musik og øl, har det regnet mindst én dag med mere end 1 mm.
DMI siger, at den våde prognose stadig kan ændre sig lidt, men overordnet tegner det til en regnfuld festival.
For allerede når festival portene åbnes på søndag 1. juli, truer det våde vejr.
- Det ser rimelig godt ud om morgenen, men allerede om aftenen kommer der nogle byger, lyder det fra klimatolog Stig Rosenørn fra DMI.
Til gengæld kan festivaldeltagerne varme sig ved nogle rimelige temperaturer. Prognosen giver løfter om svag vind og lidt varmere temperaturer end det, vi oplever i disse dage. Om natten skal øl-campisterne dog have de uldne sokker med, for her kommer temperaturerne ned omkring de 12 grader. Om dagen rammer temperaturerne omkring 20-21 grader.
Festivalens varmeste dag bliver lørdag den 7. juli.