En ung pædagogmedhjælper fra København har fredag trukket sig sejrrigt ud af en juridisk strid med det britiske selskab Copyright Management Services (CMS).
Retten på Frederiksberg har nemlig afvist en sag, hvor selskabet har sagsøgt den 25-årige kvinde med krav om erstatning, fordi hun ifølge selskabet ulovligt delte actionfilmen "Homefront" via internettet.
Selskabet havde forlangt en erstatning på 7500 kroner fra kvinden. Det mente at kunne bevise, at delingen var sket fra hendes ip-adresse.
Men selv om kvindens router er beskyttet af en adgangskode, nægtede hun at kende noget til fildelingen. Det samme gjorde hendes kæreste, da sagen blev behandlet ved Retten på Frederiksberg i august.
Hvorvidt hun var skyldig eller ej, er dog ikke relevant. For retten mener, at der er tvivl om, hvorvidt CMS repræsenterer de rettighedshavere, der er til filmen.
Det var netop en pointe, som kvindens advokat, Jimmy Christensen, fra advokatfirmaet Patrade fremhævede under retsmødet i august.
Ved retsmødet fremlagde advokatfuldmægtig Peter Binau fra advokatfirmaet Njord, som repræsenterer CMS, at selskabet havde indgået aftaler om håndhævelse af ophavsrettigheder for to filmselskaber, Millenium Media og NU Image.
Men ifølge den amerikanske rettighedsdatabase er det et selskab kaldet Homefront Productions, der ejer rettighederne til filmen.
Retten på Frederiksberg har derfor vurderet, at CMS slet ikke er i en position, hvor det har ret til at anlægge sagen. Selskabet er ikke påtaleberettiget, som det hedder på juristsprog.
I den senere tid har der verseret flere sager ved retterne, hvor CMS har krævet erstatning fra danskere, som angiveligt har delt film ulovligt. Sagerne har haft forskellige resultater.
Jimmy Christensen vurderer, at der er tale om i omegnen af 1000 sager, der enten er afsluttet eller fortsat verserer.
Tidligere i denne uge besluttede Procesbevillingsnævnet sig for at give særlig tilladelse til, at en håndfuld af de afgjorte sager kan blive behandlet ved Østre Landsret.
Sagerne er beløbsmæssigt så små, at de ikke umiddelbart kan ankes - det kræver, at tvisten handler om mere end 20.000 kroner. Men på grund af deres principielle karakter har Procesbevillingsnævnet alligevel givet særlig tilladelse.
/ritzau/