De pårørende, der har mistet venner og familiemedlemmer i den mystiske flyulykke, hvor et Air France fly styrtede i Atlanterhavet, er skuffede over den måde, flyselskabet har behandlet dem på.
"Vi har intet hørt fra dem. De kender os og har vores telefonnummer og e-mailadresse, og alligevel har de ikke kontaktet os," fortæller Patricia Coakley, hvis mand var ombord på det foruslykkede fly, til tv-stationen Sky News.
Også fra Laurent Duville lyder der kritik. Hans barndomsvenner, parret Stéphane og Sandrine Artiguenave, var med flyveren, og han ringede forgæves til krisetelefonnummer, som Air France og myndighederne offentliggjorde for pårørende.
"Vi blev nødt til at bruge vores tid på at ringe til det grønne nummer som Air France havde etableret, men forgæves. Man sagde til os, at man ville ringe tilbage, men det skete aldrig, siger Laurent Duville, ifølge Le Parisien.
Air France oprettede dog hurtigt en krisecelle for de pårørende, som mødte op i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. De fremmødte blev senere indlogeret på et hotel og fik psykologisk og medicinsk bistand.
Men for de pårørende i Provinsen var der altså ikke meget hjælp at hente. Derfor oprettede Laurent Duville, som er viceborgmester i den by, hvor to af ofrene kom fra, en egen lille krisecelle i landsbyen.
Blandt andet fordi man ikke anede, hvad man skulle stille op med parrets to børn.