Det var vejret og en stribe dårlige beslutninger fra piloten, der resulterede i flystyrtet i Sæby. Det fastslår Havarikommissionens netop offentliggjorte rapport, skriver politiken.dk.
Vejrforholdene på ulykkesdagen var præget af omfattende dis og lavthængende skyer i en grad, som hverken pilot og direktør Niels Birch Nielsen eller hans kone Bente, der også havde pilotcertifikat, havde tilladelse til at flyve i.
Alligevel valgte familien om morgenen at flyve fra sommerhuset på Læsø mod Sindal Flyveplads. Ifølge havarirapporten skete det sandsynligvis for, at piloten kunne nå frem til en aftale om eftermiddagen.
De disede vejrforhold vanskeliggjorde flyvningen, og gjorde det sværere og sværere at orientere sig.
"Han er langsomt blevet presset længere og længere ned af vejret, sandsynligvis for at bibeholde sit visuelle sigt til havoverfladen," forklarer havariinspektøren ifølge avisen.
Tilbage over land befandt flyet sig så lavt, at det i forbindelse med et drej ramte vingespidsen ind i nogle træer. Vingen blev derefter revet fra skroget og flyet styrtede til jorden.
Piloten og hans kone døde i styrtet, og deres ene datter døde efterfølgende af sine kvæstelser på hospitalet. Den fjerde passager, endnu en datter blev hårdt kvæstet, men overlevede.
Parret Birch Nielsen efterlader sig desuden to andre døtre.