På trods af S-flirt: Thulesen Dahl vil ikke pege på Mette F.

DF-formanden har ingen planer om at gøre Mette Frederiksen (S) til statsminister efter næste folketingsvalg.
DF-formanden har ingen planer om at gøre Mette Frederiksen (S) til statsminister efter næste folketingsvalg.
DF-formanden har ingen planer om at gøre Mette Frederiksen (S) til statsminister efter næste folketingsvalg. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Selv om flertallet af Dansk Folkepartis vælgere hellere ser Mette Frederiksen (S) i Statsministeriet end Lars Løkke Rasmussen (V), afviser Kristian Thulesen Dahl at komme dem i møde.

Det sagde han til TV2 Nyhederne torsdag aften.

- Nej, det har jeg ikke planer om, lød det fra DF-formanden, da han blev spurgt, om han var klar til at gøre Mette Frederiksen til statsminister efter næste folketingsvalg.

Men Thulesen Dahls udmelding er slet ikke i trit med det, flertallet af hans vælgere ønsker.

I en Megafon-måling for TV2 svarer 48 procent af DF-vælgerne, at de ønsker, at DF danner regering med Socialdemokratiet efter næste valg. Kun 36 procent foretrækker et regeringssamarbejde med Venstre. 

I mandags sprang Kristian Thulesen Dahl ellers en politisk bombe, da han sammen med Mette Frederiksen og 3F-formand Per Christensen gav interview til Fagbladet 3F. Interviewet blev set som et dolkestød til statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) og hans regering, som kun bliver holdt i live af Dansk Folkepartis mange mandater.

Thulesen Dahl og Frederiksen varslede i interviewet et langt tættere samarbejde mellem S og DF, som historisk har været hinandens fjender.

På trods af at DF-formanden ikke peger på Socialdemokratiets leder ved næste folketingsvalg, så holder han stadig fast ved sine intentioner om at rykke tættere på S.

- Jeg har planer om at få Dansk Folkeparti i en situation, hvor vi har flere muligheder for at lave politik, for det er måden at få mere af vores politik igennem på, sagde han til TV2 Nyhederne torsdag.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.