Der var dømt alternativ strøgtur, da en 48-årig mand i går slentrede forbi flere forretninger i den vestsjællandske by Jyderup.
Han skilte sig nemlig ud i bybilledet, fordi han havde dilleren hængende uden for bukserne, så resten af byens købelystne borgere havde frit udsyn til kronjuvelerne.
Den lystige mand blev dog stoppet af ordensmagten, der ikke mente, at det var almindelige shoppingmanerer at fremvise sine ædlere dele til Gud og hver mand, skriver tv2.dk.
Landbetjente kom til, og manden erkendte sin synd.
Det endte med, at han blev sigtet for blufærdighedskrænkelse og lovede, at han fremover kun vil færdes i byen med lukkede bukser.