Den formodede gerningsmand bag fredagens drab på fem personer i en lufthavn i Fort Lauderdale i Florida er en tidligere militærperson, som tilsyneladende lider af psykiske problemer.
Her et sammendrag af oplysninger om den mistænkte fra forskellige medier.
* Myndighederne har identificeret ham som Esteban Santiago-Ruiz, 26 år.
* Han er født i New Jersey i USA. Som toårig flyttede han med familien til Puerto Rico.
* Fra 2007 til 2016 gjorde han ifølge Pentagon tjeneste i Nationalgarden i Puerto Rico og Alaska. Desuden var han udsendt til Irak i 2010/2011.
* Han modtog i sin militærtid omkring ti medaljer og udmærkelser.
* I august sidste år fritog Nationalgarden i Alaska ham fra aktiv tjeneste på grund af "utilfredsstillende præstationer". Han overgik derefter til reserven.
* I november sidste år mødte han op på et FBI-kontor i Anchorage i Alaska og fortalte, at hans hjerne blev kontrolleret af en amerikansk efterretningstjeneste, der beordrede ham til se Islamisk Stat-videoer.
* FBI sørgede for at få ham på et hospital for mentalt syge. Efterforskere fandt efterfølgende ingen beviser på, at Esteban Santiago-Ruiz skulle have forbindelse til udenlandske organisationer, der af USA kategoriseres som terrorgrupper.
* Han blev for nylig sigtet for at have overfaldet sin kæreste i hendes hjem i Anchorage. Angiveligt forsøgte han at kvæle hende. Han overtrådte siden et forbud mod at nærme sig kærestens hjem.
* Hans bror i Puerto Rico oplyser, at Esteban Santiago-Ruiz har modtaget psykologbehandling i Alaska og muligvis lider af posttraumatisk stresslidelse (PTSD) som følge af opholdet i Irak.
* Hans tante, der bor i New Jersey, fortæller, at Esteban Santiago-Ruiz virkede bekymret, da han vendte tilbage fra sin udstationering i Irak.
* Efter at han fik en søn i september, var han glad, fortæller tanten. - Men for en måneds tid siden var det som om, at han mistede forstanden. Han sagde, at han så ting, fortæller hun.
* Fredag eftermiddag ankom han til lufthavnen i Fort Lauderdale med et fly fra Anchorage, hvor han har adresse.
* I sin bagage havde han et håndvåben - angiveligt en semiautomatisk pistol. Efter at have tømt mindst et magasin smed han drabsvåbnet fra sig og overgav sig til politiet.
Kilder: CNN, Reuters, AFP, CBS News, Miami Herald, AP
/ritzau/