De to amerikanske præsidentkandidater Kamala Harris og Donald Trump mødtes natten til onsdag dansk tid til halvanden times tv-debat, hvor begge kandidater gik hårdt til stålet og også gik personligt efter hinanden.
Det var første gang, at de to kandidater mødtes ansigt til ansigt. Debatten fandt sted i et konferencecenter i Philadelphia i Pennsylvania.
Undervejs var der flere højdepunkter og vigtige emner, der blev vendt.
Her er et udpluk:
HÅNDTRYK:
Der var på forhånd tvivl om, hvorvidt Harris og Trump, der ikke har mødt hinanden før, ville hilse på hinanden med et håndtryk.
Det viste de sig at gøre, da Harris målrettet gik over til Trump og introducerede sig med både fornavn og efternavn.
ØKONOMI:
Debattens første emne var et af de emner, der betragtes som værende blandt de vigtigste under valgkampen: den amerikanske økonomi.
Harris beskyldte her Trump for slet ikke at have nogen økonomisk plan for USA. Trump svarede igen ved at sige, at Harris har kopieret hele sin økonomiske plan fra USA nuværende præsident, Joe Biden.
ABORT:
Stemningen mellem de to kandidater blev mere ophedet, da emnet abort blev bragt på banen. Donald Trump sagde her blandt andet, at Harris som præsident ville være klar til at tillade aborter i ottende eller niende måned.
- Kom nu lidt, lød det affejende fra Harris.
Hun fokuserede blandt andet på, at voldtægtsofre i nogle tilfælde ikke kan få en abort, fordi højesteretsafgørelsen "Roe v. Wade" er blevet omstødt.
MIGRATION:
Da debatten faldt på emnet migration, gentog Trump en historie, som han tidligere har fremlagt, og som er blevet erklæret som værende usand.
Trump sagde, at immigranter, der er kommet til Ohio fra Haiti, spiser indbyggernes hunde og katte i byen Springfield. Den historie er før blevet affejet af Bryan Heck, der står i spidsen for bystyret i Springfield.
VÆLGERMØDER:
Kamala Harris sagde undervejs, at Trumps vælgermøder, som ofte er relativt lange, er så kedelige, at nogle vælger at gå før tid.
- Man kan se, at folk begynder at forlade vælgermøderne tidligt på grund af udmattelse og kedsomhed. Og jeg kan også godt fortælle jer, at hvis der er noget, han ikke snakker om, så er det jer, lød det fra Harris.
AFBRYDELSER:
Tv-stationen ABC, der stod for debatten, havde på forhånd sagt, at kandidaternes mikrofoner ville være slukket, når de ikke havde ordet. Flere gange kunne de to dog høres, når deres modstander talte.
- Vent lige lidt, nu taler jeg, hvis du vil være så venlig, sagde Trump.
Præsidenten tilføjede herefter:
- Lyder det bekendt?
Kommentaren betragtes som en reference til en debat i 2020, hvor Kamala Harris bad daværende vicepræsident Mike Pence om at tie stille.
ISRAEL:
Trump sagde under debatten, at Harris "hader Israel", og at landet uddør inden for to år, hvis hun bliver præsident. Harris kaldte det "fuldstændig usandt", og sagde, at hun har støttet Israel hele sit liv og sin karriere.
Kilder: Reuters, ABC, CNN.
/ritzau/