Torsdag udgiver Amnesty International dets årsrapport, hvor der bliver gjort status over menneskerettighedernes opretholdelse i det forgange år.
Her følger et uddrag af de lande, hvor Amnesty mener, at menneskerettighederne har været undergravet:
* Australien
Australien har sendt asylansøgere til opholdscentre væk fra landet i blandt andet Papua Ny Guinea. Her lever de i forhold, der minder mere om straf end beskyttelse.
* Kina
Modtager af Nobels fredspris Liu Xiaobo døde i kinesisk forvaring. Aktivister blev tilbageholdt og retsforfulgt på vage anklager. Kontrol over internettet og kontrollen over religiøs praksis blev styrket.
* Frankrig
En ny lov med formål om at styrke indsatsen mod terrorisme begrænser samtidig almindelige menneskers rettigheder. Regeringen fortsatte med at sælge våben til lande, der muligvis vil bruge dem til at bryde menneskerettigheder.
* Israel og de palæstinensiske territorier
Israel fortsatte med at udvide de ulovlige bosættelser i Vestbredden. Myndigheder brugte en række midler til at gå efter menneskerettighedsforkæmpere, som kritiserer Israels besættelse af palæstinensisk territorie.
* Mexico
Aktivister og journalister er blevet truet, angrebet og dræbt. Tal viste, at to tredjedele af kvinder har oplevet kønsbaseret vold i deres liv.
* Myanmar
Flere hundrede tusinde rohingya-muslimer måtte flygte fra deres hjem i delstaten Rakhine efter, hvad Amnesty kalder forbrydelser mod menneskeheden. Rohingyaerne lever under et apartheidsystem, hvor der er restriktioner på stort set alle aspekter af deres liv.
* Filippinerne
I en voldelig krig mod stoffer er tusinder blevet dræbt af politiet, hvilket især har ramt de fattige dele af samfundet.
* Rusland
Rusland fortsatte dets stramme greb om ytringsfrihed i landet. Rettigheder for kvinder og homoseksuelle er under hårde angreb. Regeringen arresterede ad flere omgange hundredvis af fredelige demonstranter.
* Yemen
Krigen i Yemen har kostet tusindvis af civile menneskeliv. Adgang til basale midler som mad, vand og sundhedsløsninger er blevet ødelagt i krigen.
/ritzau/