Forsvaret har meddelt Datatilsynet, at oplysninger om 255 ansattes navn, telefonnummer, e-mail-adresser og brugernavne har ligget frit tilgængeligt på internettet. Oplysningerne er ikke længere tilgængelige.
Det viser en aktindsigt, som Radio24syv har fået.
Det er ikke første gang, at oplysninger om Forsvarets ansatte er blevet delt med uvedkommende. Her er et overblik over nogle af de opdagelser, som Forsvaret har gjort sig de seneste år:
* 2012-2016: Udsendtes oplysninger kompromitteres.
Personlige oplysninger på over 3000 udsendte soldater og andet personale kan være kompromitteret, oplyser Forsvarskommandoen i en pressemeddelelse.
Der er tale om cpr-numre, navn, pasnummer og billeder af de pågældende personer.
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderer, at de berørte kan have en forøget risiko for forsøg på hvervning, spionage og chikane. Forsvaret har dog ikke kendskab til "hændelser" relateret til bruddet.
* 2014-2019: Nøglepersonales oplysninger ligger frit fremme.
Oplysninger om navne, telefonnumre, e-mail-adresser og brugernavne på 255 ansatte i Forsvaret ligger frit fremme på internettet.
Nogle af de 255 personer er det, som FE vurderer som "nøglepersoner" i Forsvaret. Det er personer med særlig adgang til informationer eller særlige arbejdsområde, oplyser Forsvaret.
* 2015-2016: Russiske cyberangreb.
Under et cyberangreb lykkedes det russiske hackere at skaffe sig adgang til e-mail-konti hos en række ansatte i Forsvaret.
Derefter laver FE en række anbefalinger, der skal forbedre myndighedernes cyberforsvar.
Kilde: Forsvaret, Radio24syv
/ritzau/