DIA Privatskole på Nørrebro i København står til at få frataget økonomisk støtte fra og med juni 2018, ligesom skolen skal tilbagebetale det meste af det tilskud, den har modtaget i år.
Desuden skal skolen miste retten til at drive skole efter friskoleloven, står der i en påtænkt afgørelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Der træffes en endelig afgørelse, når skolen har svaret.
Her er nogle af årsagerne til styrelsens beslutning:
* Rod i bestyrelsen
Skolens daværende bestyrelse ville i sommeren 2017 bryde med skolens hidtidige støtteforening, Dansk Islamisk Forening (DIF).
Det førte til stor utilfredshed blandt nogle forældre. De demonstrerede foran skolen og sendte klagebreve til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Det førte til, at bestyrelsen afbrød samarbejdet med en del af forældrene. Dermed blev cirka 20 børn meldt ud af skolen.
* Uroligheder
I en lang periode - siden efteråret 2017 - har skoledriften været præget af uroligheder. I visse tilfælde af et omfang, som har medført, at skolen af sikkerhedsmæssige årsager har holdt lukket.
Urolighederne har blandt andet bestået i, at dele af forældrekredsen har overtaget dagsordenen ved dialogmøder og demonstreret uden for skolen.
Der har også været episoder, hvor vrede forældre og tidligere bestyrelsesmedlemmer er trængt ind på skolen.
Politiet har således flere gange måttet tilkaldes.
I januar trængte "et antal" mænd ind på skolelederens kontor og tvang ham til at forlade skolen. Derefter brugte de lederens computer til blandt andet at sende mails fra.
* Undervisningens kvalitet
Styrelsen er ikke tryg ved, at skolens undervisning i de praktisk-musiske fag står mål med den tilsvarende undervisning i folkeskolen. Det er et centralt krav i friskoleloven, at den skal det.
Blandt andet er musik slet ikke på skoleskemaet, og der er ingen musiklærere ansat.
Styrelsen vurderer heller ikke, at skolens administration af prøver er forenelig med ansvarlig skoledrift.
Blandt andet har styrelsen interesseret sig for, hvordan eleverne kunne få bemærkelsesværdigt høje karakterer i idræt. Men da skolen skulle fremsende dokumentation for prøveafholdelse, var papirerne blevet stjålet fra lederens kontor.
* Økonomi
En tidligere viceskoleleder har begået bedrageri mod skolen. Styrelsen kritiserer, at skolen ikke tidligere blev opmærksom på det. Blandt andet blev der betalt løn til folk, som ikke var ansat på skolen.
/ritzau/