Efter en uge med intense forhandlinger i Finansministeriet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere i staten er parterne fortsat langt fra hinanden fredag eftermiddag.
Det siger lærerformand Anders Bondo Christensen, der samtidig forhandler for de statsansatte som næstformand i Centralorganisationers Fællesudvalg (CFU). Det skriver fagbladet Folkeskolen.
- Vi har forhandlet snart i syv døgn. Og det i sig selv sender et signal om, at det her godt nok er ved at blive svært. Vi må konstatere, at de tre hovedknaster, de er stadig hovedknaster, siger Anders Bondo Christensen til Folkeskolen.
De tre hovedknaster er løn, ret til betalt frokostpause og lærernes arbejdstid, fortæller han.
De faglige organisationer har krævet mærkbare lønstigninger forud for forhandlingerne. Det har arbejdsgiverne med innovationsminister Sophie Løhde (V) i spidsen afvist.
- Vi skal have en reallønsforbedring. Det er ikke bare, at vi skal sikre reallønnen. Nej, vi skal forbedre reallønnen, siger Anders Bondo Christensen.
- Hvis vi ikke kan se, at den enkelte ansattes realløn bliver forbedret, så bliver der ingen aftale, siger han.
Forhandlinger er ifølge Bondo så træge, at han begynder at overveje, om det giver mening at fortsætte.
Parterne nærmer sig en form for deadline. 28. februar er det muligt for parterne at sende første varsel om strejke eller lockout, der er arbejdsgivernes mulighed for at sende ansatte hjem uden løn.
- Vi afprøver enhver mulighed. Og det vil vi også gøre frem til den 28. februar. Men på et eller andet tidspunkt må man sige, at nu skal der ske noget andet, end det der er sket i syv dage. Og det tidspunkt er vi tæt på nu, siger lærerformanden til Folkeskolen.
/ritzau/