Redningsfolk fra Frankrig og Brasilien har lokaliseret og bjærget yderligere otte omkomne fra det Air France-fly, der forulykkede over Atlanterhavet i sidste uge.
Dermed har man samlet fundet 24 døde i det område, hvor ulykken fandt sted, skriver AP.
Vragdele fra flyet og visse af passagerernes ejendel er også blevet fundet.
De brasilianske myndigheder vil ikke længere give oplysninger om køn på fundne lig, fordi de ofte er så medtagede efter lang tid i vandet, at det ikke er muligt at fastslå.
Fem brasilianske fartøjer og en fransk fregat befinder sig i området og bistår hinanden med eftersøgningen.
228 personer var med på Air France-flyet, som styrtede i havet på vej fra Rio de Janeiro til Paris.
Ulykkens årsag er ikke fastslået, men det formodes, at voldsomt uvejr kan have været en udslagsgivende faktor.