Beboerne i den lille by Carthage i North Carolina, USA, er i chok, efter at en svært bevæbnet mand trængte ind på byens plejehjem søndag morgen og skød og dræbte syv beboere og en plejer. Flere af de dræbte var syge og svage.
Myndighederne oplyser, at den mistænkte - den 45-årige mand Robert Steward - er i politiets varetægt, skriver AFP.
De har dog ikke noget bud på, hvad det var, der fik manden til at gå amok på plejehjemmet i den lille by. Hjemmet har plads til 90 beboere, og byen huser cirka 2.000 indbyggere.
"I morges kom en enkelt bevæbnet mand til Pine Lake plejehjemmet i Carthage, og som et resultat af sine handlinger, er han nu tiltalt for otte gange overlagt mord," sagde statsanklageren i Moore County.
Ifølge hende var ét af ofrene en 98-årig patient, fire ofre var i 80'erne, to var i 70'erne og det sidste offer var en ansat på plejehjemmet.
Robert Steward blev omsider pågrebet, da en lokal betjent, Justin Garner, skød og sårede ham. Betjenten blev selv såret af skud under episoden og modtog behandling på hospitalet.
Gerningsmanden er stadig under behandling for sine skudsår, og hans tilstand er ukendt.