Fredag morgen mødte den benamputerede atletikstjerne Oscar Pistorius op i retten i Pretoria, hvor han er anklaget for at have myrdet sin kæreste, Reeva Steenkamp.
"Blade Runner", som han kaldes på grund af sine to kulfiberproteser, blev kørt til retten i en politibil, hvor han sad med hovedet dækket af en jakke.
Retsmødet skal afklare, hvad der præcis skete natten til torsdag, hvor Steenkamp blev dræbt.
Politiet mener, at Pistorius slog hende ihjel med sin 9-millimeter-pistol. Ifølge avisen Beeld blev hun skudt fire gange igennem en badeværelsesdør og blev ramt i hovedet og i armen.
Avisen fortæller også, at politiet blev tilkaldt til gerningsstedet to timer, før drabet fandt sted. Ifølge en nabo havde kæresteparret på det tidspunkt gang i et skænderi.
Oscar Pistorius vil formentlig forsøge at blive løsladt mod kaution, men det vil politiet modsætte sig.
/ritzau/