Superterroristen Osama bin Ladens 12-årige datter så sin far blive henrettet af amerikanske soldater i søndags. Det skriver Al Arabiya.
Pakistanske sikkerhedsmyndigheder fortæller, at datteren har oplyst til dem, at hendes far var ubevæbnet, da amerikanske tropper minutter efter, de angreb bin Ladens skjulested, dræbte ham inde i huset. Hvis det er rigtigt, har der altså været tale om en decideret henrettelse.
Præsident Obama har ellers sagt, at Osama blev dræbt under en 40 minutter lang skudkamp. Men det kan der altså sås tvivl om, ifølge de pakistanske myndigheder.
Datteren fortæller videre, at de amerikanske styrker tog Osamas lig med i en helikopter. Derudover tog de en anden person, der måske har været en af bin Ladens sønner med sig. Det vides ikke, om den anden mand var i live eller død, da han kom ombord i den amerikanske helikopter.
Den 12-årige datter var et ud af seks børn, som de pakistanske myndigheder reddede fra huset efter angrebet. De rapporterer, at i alt 16 mennesker blev taget fra huset og tilbageholdt.
Fire lig blev af amerikanerne ladt tilbage i huset, hvor verdens mest eftersøgte mand endte sine dage.
Kilde: Al Arabiya