Lederen for den serbisk ortodokse kirke kræver, at Serbiens premierminister, Ivica Dacic, forbyder lørdagens bebudede bøsseparade i Beograd.
Den ortodokse kirkes patriark, Irinej, betegner de homoseksuelles march som "skammens parade".
- Det kaster en tung moralsk skygge over vores by, vores mange hundrede år gamle kultur og vores familiers værdighed, der er selve grundlaget for menneskeheden, skriver patriarken til premierministeren.
- Jeg havde aldrig troet, at jeg igen i år skulle tvinges til at kræve forbud mod en begivenhed med det tragikomiske navn "gay pride", når det i virkeligheden er "skammens parade", fortsætter han.
Patriark Irinej kræver også, at regeringen lukker en udstilling med billeder af den svenske fotograf Elisabeth Ohlson Wallin, som han betegner som "dybt fornærmende".
Udstillingen skulle åbne onsdag. Den viser billeder af en Jesus-figur, der bevæger sig blandt homoseksuelle, transseksuelle og folk med Aids.
Sidste års parade blev stoppet med den officielle begrundelse, at den kunne føre til voldelige optøjer og kaos. Og 2010 måtte flere tusinde politifolk beskytte bøsse-optoget mod højreorienterede og ultranationalistiske bander, der angreb deltagerne.
Over 150 blev kvæstet, mange af dem politifolk.
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International siger, at det er bekymret inden lørdagens parade.
- Amnesty opfordrer de serbiske myndigheder til at sikre, at paraden bliver gennemført, og at de sørger for tilstrækkelig beskyttelse af de deltagende, hedder det.
/ritzau/AFP